Jeg har især arbejdet med klienter med temaer som problematiske familierelationer, skilsmisse og sammenbragte familier, manglende selvværd, følelsen af ‘at være forkert’, depression, skam, sorg, præstationsangst/eksamensangst og eksistentielle livskriser.

Klienter siger :

“Jeg fik anbefalet Grith af min læge efter samtaler med både psykiater og anden terapeut. Disse havde ikke gjort meget for mig, da jeg ikke følte mig mødt, forstået eller at der egentlig blev lyttet til hvad jeg sagde. Fra første færd af med Grith følte jeg, at jeg var et kærligt og meningsfyldt sted. Et sted hvor jeg blev mødt med et sjældent nærvær og en ægte interesse og forståelse for hvem jeg var og er som menneske. Det var noget der gav grobund for hvor ærlig jeg selv kunne være – hvad jeg turde sige højt – og det var startskudet til en accept og forståelse af mig selv, som jeg ikke kan sætte en pris på i dag. At gå i terapi hos Grith har bibragt mig en essentiel selvindsigt og selvforståelse, der har gjort førhen uoverskuelige problemer overskuelige’’  (Mand / 29 år)

“Jeg er en kvinde på 71 år, der for et par år siden havde nogle familiemæssige problemer, som jeg valgte at få professionel hjælp til. Jeg fik anbefalet Grith – og det fortrød jeg bestemt ikke. Hun hjalp mig med at få styr på mine problemer. Grith er en varm og forstående person, som jeg stærkt kan anbefale.” (Kvinde / 71 år)

“Mange ser det som en nedværdigende ting at gå i terapi, jeg ser lige det modsatte. Jeg har gået i terapi hos Grith gennem længere tid – i nogle perioder mere end andre. Grith har hjulpet mig med at komme ovenpå igen og jeg har virkelig udviklet mig som menneske. Terapi er noget alle ville have godt af – det er sundt for både krop og sjæl”  (Kvinde / 25 år)

“Jeg har været rigtig glad for at gå i terapi hos Grith og er taknemmelig for de ting, der sker i mit liv. Nogle gange kræver det hjælp udefra, at blive gjort opmærksom på éns eget værd. Dét hjælper Grith bl.a med til, som den dygtige fagperson hun er. Det skinner igennem, at hun er oprigtig og har hjertet på rette sted. Det gør, at jeg føler mig mødt og er tryg ved at åbne op.”  (Mand / 37 år)

“Jeg har brugt det, at sætte tid af til mig selv og egen udvikling lige siden jeg flyttede hjemmefra. Den overgang i mit liv blev nemlig også starten på en turbulent og travl tid med at finde mig selv og slutte fred med den jeg var – og især, at slutte fred med det faktum, at det tager rigtig lang tid at forstå og ændre mine adfærdsmønstre. Over tid har jeg været i kontakt med forskellige terapeuter og coaches. Hver især har deres faglighed og tilgang passet til det sted, jeg var på det gældende tidspunkt. Pointen er ikke så meget, at nå en hel masse på kort tid, men at bruge noget tid på sig selv i rolige og trygge omgivelser.
Indtil for godt et år siden brugte jeg en karriere-coach, fordi jeg i mit job steg i rang og havde brug for at arbejde med min selvtillid og samtidig bevare begge ben på jorden. Med det store fokus på arbejdsliv, mistede jeg lidt af min kreative og intuitive side og den pressede på for at få plads. Tilfældigheder gjorde, at jeg fik kontakt til Grith. Umiddelbart var der ikke et konkret problem at tage fat i, men jeg søgte svar om mig selv og mit drive. Derfor har min dialog med Grith meget bestået i at finde vej i livet. Det at starte et samarbejde op med en terapeut, når livet er knapt så presset er en gave, når problemerne så pludselig vælter ned over én. Da jeg i vinter oplevede depressive tilstande, var det nemt for Grith at gribe mig, da vi allerede kendte hinanden godt efter et halvt års terapi. I Grith har jeg en terapeut, der kan bidrage i alle de livsaspekter, jeg har taget op indtil nu. Selvom vi har set hinanden fast igennem et år, har jeg ikke i sinde at stoppe. Der behøver ikke være krise eller problemer før, man begiver sig ud på en rejse med Grith. Det at et valg om at prioritere sig selv og egen udvikling.” (Kvinde / 37 år)